Livet Efter Skolen
Jeg sidder hernede i Tyskland og tænker tilbage på alt hvad der er sket siden jeg gik ud af skolen. Det er vist ikke så lidt.

I dag er jeg gift med Antje. Vi har Cecilie og Pernille sammen. I Husstanden har vi Flair. Fra et tidligere bekendtskab har jeg også min dattter Anita.
Vi bor i et rækkehus i Liederbach som er en forstad til Frankfurt
Det fortæller jo så kun hvordan det hele ser ud nu, groft set. Ikke hvordan det er kommet dertil. Men det jo så også det det skal handle om de næste mange linier.

Hvad stiller man op når man forlader skolen. Nu var jeg jo ikke nogen bogorm, så man skulle jo lige se hvad man egentlig kunne kaste sig ud i. Det blev til et job som arbejdsdreng på Dansk Legetøjsfabrik. Det var jo ikke noget der kunne vare evigt, så jeg måtte jo igang med et eller andet. Er din hjerne kassabel, så bliv konstabel. Og det var lige det jeg blev. Jeg meldte mig som konstabel i Flyvevåbnet. En loving om Civil uddannelse var med til at overbevise mig.
Mit speciale blev Signaloperatør. Dog ikke med Flag og sådan noget, men med datidens moderne fjernskriver muligheder. Efter 9 måneder i Jonstrup Lejren skulle vi fordeles over hele landet. Jeg valgte at komme til Karup Flyvestation for at gøre tjeneste i Flyvertaktisk Kommando. Det var i året 1976.

Efter 2½ år tog jeg min civiluddannelse ud og bestod den udvidede Tekniske Forberedelses eksamen. Formålet var at forsøge at komme ind som flyveleder, men desværre bestod jeg ikke de prøver. Efter ca. 3 år skiftede jeg over som Operations Assistent ved Eskadrille 729 som beskæftiger sig med Foto Overvågning i Danmark. Mit job var at prøve på at holde styr på piloternes hverdag. Være med til at planlægge hvad de skulle flyve for at opfylde de strenge krav. Et yderst interresant job.

Det var her i Karup at jeg mødte min første store kærlighed, Annelisa. Vi stiftede bo, og det lykkedes os at få Anita sammen. Men kort efter Anita's fødsel i 1979 gik der skår i det hele og vi måtte se i øjnene at det nok ikke skulle være os to

Nu blev mit liv så lidt anderledes. Nu var jeg blevet weekend far. På den anden side havde jeg også en eksamen som jeg synes ikke skulle gå til spilde. Så jeg begyndte så småt at kigge efter noget "uden for murene". I starten af 1980 havde SAS en annonce i dagbladende. De skulle bruge EDB operatører. Jeg bed mærke i at de ikke krævede nogen EDB baggrund, og i en tid med mange EDB assistenter var det jo noget nyt at se. Så jeg sprang ud i det og blev da også inbudt til indledende prøver. Og før jeg jeg så mig om, var jeg ansat. Ud af 460 ansøgere blev jeg sammen med 5 andre udset til at besætte de ledige stillinger. Det er jeg meget stolt af, selv den dag i dag. Så jeg startede i SAS den 1 Maj 1980.

Der var dog ikke så nemt at flytte tilbage til Sjælland igen. Man havde jo bygget noget op her i Karup. Blandt andet var der jo også min datter. Men jeg var nok for egoistisk og viste ikke den interesse man bør have når man er Far. Jeg var vist ikke moden nok.

Men de næste 3 år var jeg med til at holde edb systemerne hos SAS kørende.
Men hvorfor ikke prøve noget andet/mere. SAS er jo en stor virksomhed, så mon ikke der skulle være noget andet at lave, tænkte jeg. Efter et par prøver blev man enige om at jeg nok ikke ville blive en dårlig programmør, måske heller ikke nogen super, men!. Og da der var mangel på dem fik jeg tilbudt en omskoling. Den tog jeg imod i starten af 1983.
Det var jo en hel anden ting. Men absolut ikke mindre skægt og spændende. En god beslutning.
Nu havde man så fået blod på tanden. Det var jo faktisk meget sjovt at programmere. Efter ca. 1 ½ år faldt jeg over en annonce i dagbladene. Christian Rovsing søgte programmører til et job i Tyskland. Det lød spændende, så jeg lagde billet ind på det. Og så hvar jeg heldig igen og kom gennem nåleøjet nok en gang. Så den 1 November 1984 startede jeg hos Christian Rovsing (som på grund af krakket den gang havde ændret navn til Christian Rovsing International). Jeg blev udsendt til Frankfurt for at hjælpe Lufthansa med udvikling af Deres systemer inden for Passenger Service sektoren. Hovedsagelig skulle jeg koncentrere mig om den del der havde med CheckIn og boardingkort gøre.

Det var jo noget andet end at flytte fra Sjælland til Jylland, og så snakkede de også et sprog som jeg ikke havde lært meget af. Men de kunne da også snakke engelsk, så det gik da. Man lærer dog hurtigt at bestille øl på tysk.
I starten var det ikke så nemt lige at sige farvel til alt. Man kunne lige pludselige ikke komme på disko med alle vennerne hver weekend. Jeg fik dog en fly billet til Danmark hver måned, så jeg havde jo en del at skulle indhente når man tog hjem.

Det var på en af disse weekend ture til Danmark at jeg løb ind i Antje. Hun var sådan set en del af kliken, men egentlig ikke så nem at komme tæt på. Det at jeg ikke boede i Danmark mere har nok gjort sit til at det gik som det gik. Nu havde man jo vænnet sig til mig, og så lige pludselig var jeg ikke tilstede hver weekend.
Så her startede jeg der en ny romance. Det var i sommeren 1985.
Jeg fløj frem og tilbage en masse gange, og det gik bedre og bedre. Jeg tør roligt sige at jeg mente at have fundet den det skulle være. Antje fik mig til at se helt anderledes på tilværelsen og hun fik mig også til at indse at min datter jo heller ikke bare sådan kunne ignoreres. Så her blev der bygget en ny bro. Det er jeg Antje meget taknemmelig for den dag idag.

Nu kan man jo ikke leve i en kuffert, så jeg besluttede at vende tilbage til Danmark. Det skete i 1987, og Antje og jeg flyttede ind i en lejlighed på Frederiksberg. Jeg startede så hos CRI i Birkerød. Og livet gik sin gang, Nu skulle man jo se om det gik når man var sammen hver dag. Og det gjorde det. Endda så godt at Antje blev gravid.
Nu er alt jo ikke fryd og gammen. Antje havde mistet sin far før jeg kom hjem, og et stykke tid efter at jeg kom hjem gik min mor bort. Ingen af dem nåede at opleve deres barnebarn.

Efter at vi havde erfaret at Antje var gravid var det tid til planlægning. Skulle vi blive boende på en 3de sal på Frederiksberg, eller skulle vi finde et alternativ. Vi fandt et alternativ. Måske ikke et der gjorde familien lykkelig, men vi kunne godt affinde os med det. Vi valgte Frankfurt!. Efter et par samtaler, begyndte jeg hos Lufthansa igen. Det var foråret 1989. Antje blev hjemme, og jeg begyndte at lede efter bolig i Frankfurt. Da jeg havde fundet det, blev vi enige om at gifte os. Så en tur på Frederiksberg rådhus gjorde en ende på mit Ungkarleliv. Det var den 29 Juli 1989. Den 19.08.1989 kom Cecilie til verden. Og 2 uger efter var familien samlet i Liederbach. Alle de venner der var bleven tilbage i Frankfurt, da jeg tog hjem, havde hjulpet med at gøre huset pænt til vi kom. Og her startede så en ny del af mit liv.

Nu blev vi jo gift på rådhuset, og havde kun et lille selskab. Så vi manglede nogle gaver. Så vi besluttede at gøre det kirkeligt på dagen, året efter. Så var det slået fast. Og vi fik mange gaver.

Når vi nu var igang, så lykkedes det Antje at blive gravid igen. Så den 22.09.1992 kom Pernille til. Nu var familien egentlig komplet.

Og dagen gik sin gang. Antje blev hjemme i "mange" år for at klare hus og børn. Og det gjorde hun til topkarakter. Og jeg sørgede så for at hente penge hjem.
I de år der er gået, siden vi kom til Liederbach, er der også sket meget, men jeg tror ikke at jeg vil skrive om alt det. Men et par highlights har jeg da.

Nu er begge børnene startet i gymnasiet. Nå ja, Cecilie bliver færdig her i 2009 og begynder så at læse til at blive lærer. Pernille drager et år til USA for at gå på Higschool. Antje er begyndt at arbejde. Og jeg lever livet som selvstændig IT Consultant.
Jeg har nu været hos Lufthansa i mange år. Jeg er som sagt ikke ansat, men forhandler mig til nyt arbejde hver 6te måned. Det lyder måske lidt farligt når man har familie og hus, men jeg håber da at mine mange år hos Lufthansa også betyder at jeg kan stadig kan bruges. Jeg er for tiden ansvarlig for 2 UNIX produktionsmaskiner der holder liv i Lufthansa Cargo sektoren. Det er ej noget dårligt job.
Antje begyndte at arbejde i 2008. Hun er ansat som projektassistent i et IT Firma som ejes af en af vores vennerr. Jeg tror godt at jeg sige at hun er glad for det. Det lykkedes hende også at klare mer af husholdingne end jeg gør.

Når nu vi har købt hus kan man jo nok regne ud at vi ikke agter at vende hjem til Danmark. Det kan jeg kun bekræfte. Vores er børn er vokset op hernede og har ikke det store forhold til Danmark. Det er klart at vi har familie og venner derhjemme, men der er jo ikke så langt. Desværre gik min far hen og døde den 24/12 1999 og efterlod så Antjes mor alene. Det er selvfølgelig ikke nemt når børn og børnebørn ikke bor omkring hjørnet. Men det er nu engang det liv vi har valgt. I dag ville det være lige så svært for os at flytte til Danmark. Vi har opbygget en relativ stor vennekreds hernede. Familie og Venner i Danmark bliver dog ikke glemt. Vi forsøger også at se dem når vi er hjemme på ferie. Men så kan man jo heller ikke kalde det ferie når man skal nå så meget. Så er det mere stress, men dog også meget hyggeligt. Vi får da også besøg hernede af og til.

Jeg har nu forsøgt at bringe mit "Liv Efter Skolen" til papir. Det er jo klart at jeg ikke kan skrive om alt, men jeg synes at jeg har fået det væsentlige med. Det skal jo også bare fortælle jer hvordan det er gået mig. Mellem linierne kan man hvis godt læse at jeg har været utrolig heldig med mit liv, og hvordan det har formet sig.

Torben
Antal Besøg På Denne Side: